"2018"

2018 – Den første sommer med den ”bette” blå.

Fra starten var jeg klar over at der var ting der trængte til en meget kærlig hånd.

Sæsonen 2018 blev ”den bette blå” flittigt brugt bla. en tur til ”Vikinge Træf” i Ballum og til ture med Mini Klub Nord og med MVVK, begge klubber jeg er medlem af.

Især på turen til ”Vikinge Træf” blev det meget tydeligt at alle gummiophæng og bøsninger var helt færdige. Vi kørte om lørdagen, efter paradekørsel til Rømø, en tur på brostenene gennem Møgeltønder, hvor vi var temmelig nervøse for om motoren ville falde ud af bilen.

Den første sæson gik uden de store mekaniske problemer, dog var der et problem med nærlys som Kim kurrerede med sine magiske hænder, ved at stikke dem ned i den gordiske knude af ledninger! Jeg ved ikke hvad han gjorde og det gør han heller ikke selv.

Med mor på tur.

Fru Andersen havde kun forventet en tur rundt omkring blokken, men den blev en hel del længere.

Løkken, Nr. Lyngby, Lønstrup, Vennebjerg, Fårup, Blokhus og så et pitstop hos Clausen Fisk i Hune hvor vi fik en svalende drink. Desværre havde Fru Andersen ikke husket sine smøger(o:b

Mini Klub Nord.

I 2018 kunne Mini Klub Nord fejre 20 års jubilæum.

Festen startede til middag hvor vi mødtes hos Erik Buus og linede alle bilerne op, vi var omkring 25 Mini’er og en enkelt Sherpa og folk fra hele landet der deltog i fejringen.

Erik bød på en masse grillede pølser, der blev skyllet ned med øl og vand.

Efter at have slået mave kørte vi i samlet flok en tur rundt i omegnen af Nibe, hvor vi bla. gjorde holdt ved Nibe havn og endte ved en spejderhytte hvor resten af festivitassen blev afholdt.

Det var Skt. Hans aften så efter mørkets frembrud blev der tændt et stort bål på bålpladssen inde i bøgeskoven. Det skal lige siges at det var meget tørt og der efterfølgende blev indført forbud mod åben ild, ja det blev faktisk forbudt at grille hjemme i folks egne haver!

Nå men heldigvis fik vi ikke brændt mere af end det vi skulle.  

MVVK – Løvfaldstur.

Løvfaldsturen i år starter ved klubhuset i V. Hjermitslev til kaffe og efterfølgende køretur nordpå for at ende ved Hotel Lyngby Mølle til stegt flæsk.