"Triumph T120 Bonneville" 1967.

Motorcykel.

Jeg havde jo egentlig skrinlagt min gamle drøm om en englænder MC, nu havde jeg jo købt Minien, men så fik jeg et tilbud jeg ikke kunne sige nej til.

For historien er at min gamle ven John, som jeg spillede sammen med i mange år, i sine unge dage havde kørt engelske motorcykler. Den sidste, en Triumph Trident, blev sidst i 70’erne byttet med en Buick Skylark.

I alle årene efter, blev der som tiden gik, snakket mere og mere om og kikket mere og mere på billeder og annoncer for især Triumph Bonneville, men og så Norton og BSA som havde Johns interesse. Desværre blev det i mange år kun ved snakken.

For sent!

I 2009 begyndte Johns helbred at skrante, senere blev det konstateret at det var kræft som der desværre viste sig at være uhelbredelig.

Det var nok her at John måtte se i øjnene, at skulle han nå at eje en motorcykel igen, var det ved at være sidste udkald.

I foråret 2010 blev der så købt en Triumph Bonneville men skulle det vise sig for sent, for John havde ikke kræfterne til at magte den.

Lasse, en af Johns kammerater helt fra de unge år, monterede hydraulisk kobling på den, for en Triumph kobling kræver et særdeles fast håndtryk og det havde John ikke. Desværre var det ved at være for sent for kræfterne var så små at det kun blev til et par korte ture inden det var helt slut med at køre MC.

Heine, en anden gammel kammerat og nabo til Annegrete og John, kørte ofte Triumphen op foran soveværelsesvinduet så John i det mindste kunne nyde lyden.

Ny ejer.

Efter Johns død blev Triumphen parkeret i garagen. Heine har passet den og kørt nogle få ture på den, den er jævnligt blevet startet op og stort set hver gang jeg har besøgt Annegrete og Heine har vi lige været i garagen for at høre om der stadig var liv i motoren.

I oktober 2019 besluttede Annegrete og Heine at det ville være en god ide hvis jeg blev den næste ejer, så vi blev hurtigt enige om en handel. Da John købte den i 2010 stod km tælleren på 3000km, nu står den på 3190km.

Efter handlen blev Triumphen kørt hjem på mit værksted, hvor den har været parkeret siden. Inden den skal ud og køre igen skal den have det store eftersyn med komplet udskiftning af gummislanger, støddæmper for skal renoveres, samt bremser der skal tjekkes og så vil det formodentligt være en god ide med nye dæk.