"John Sørensen".

John hed egentligt Jan Kloster Sørensen, han skulle have heddet John men fordi præsten ikke kunne læse sine egne kragetæer kom kan altså til at hedde Jan på dåbsattesten!

Mit første møde med John kan føres helt tilbage til sommeren 1964, jeg var lige startet i skole, John lige startet i 2. klasse på Søndergade Skole i Brønderslev.

Vi kom en dag til at følges ad hjem fra skole og han tog med mig hjem og skulle se hvor jeg boede, John boede en lille kilometer længere væk fra skolen end jeg.

Et par måneder senere flyttede vi til det nye hus mine forældre havde bygget og John boede nede for enden af gaden.

Jeg besøgte engang John, jeg skulle se hans guitar, ret blæret, men jeg kan ikke huske at han nogensinde spillede på den!

Kort tid efter ophørte bekendtskabet, John og familien emigrerede til Australien.

Der skulle herefter gå en 12-14 år før vi mødtes igen. John og familien var returneret til Danmark efter 6 år i Australien og han boede nu til leje hos sin onkel Holger sammen med Annegrethe.

Jeg var begyndt at kærestes med Ingermarie som er søster til Annegrethe, så skæbnen ville at vi blev svogre!

På det tidspunkt var der ingen af os der gjorde noget i musik, udover at lytte til musik.

John havde en stor pladesamling så der blev brugt en hel del tid på at lytte til musik. Meget af det musik John kunne lide var ikke musik jeg havde lyttet til tidligere som feks. Australske Slim Dusty der spillede country og især country musikken havde en stor plads sammen med de tidligere store rock navne Elvis, Chuck Berry, Roy Orbison, Carl Perkins og mange andre.

En særlig stjerne havde Johnny Cash dog, hans sange kunne han stort set udenad og måske især ”A boy named Sue” som har en morsom tekst.

Den musikalske karriere startede tidligt, Johns far Harald lokkede ham til at deltage i en talentkonkurrence i Karoline-lund i Aalborg. På trods af at han sang ”Nu tager jeg til Dublin” og at det var Bjørn Tidman der var dommer blev han kun nummer 2 efter en lille pige, der efter ham selv, ikke sang så godt; nederlag.

Der blev som plaster på såret tjent en skilling når han sang en sang for de gutter der sad nede hos Fuglsang i Bien i Brønderslev og drak bajere.

John gik i skole med Karsten Guldager som allerede dengang spillede guitar, de mødtes ind imellem på Johns værelse for at spille og synge. Karsten var god til at spille en solid gang træskobas i akkorderne på guitaren, hvilket passer rigtigt godt til de Johnny Cash sange som John var vild med.

Manglen på tålmodighed er nok grunden til at John aldrig kom til at spille noget instrument, lidt harpe blev det dog til.

Sangen derimod har altid faldet let og han havde en naturlig og kraftig lidt slidt og upoleret stemme der bevægede sig langt ud over scenekanten.

Jeg har nok altid undret mig over at han ikke på noget tidspunkt fik lyst til at prøve kræfter i et seriøst og ambitiøst band men det kom aldrig på tale.

På trods af ikke at kunne spille guitar var John fascineret af guitarer, så meget at han havde samlet sig nogle stykker, bla. en Levin fra 1959, en Hagstrøm Viking og så den Blade der er beskrevet i en anden artikel.

Der er nok ingen tvivl om at han trivedes bedst i øvelokalet med baren henne i hjørnet hvor vi kunne sætte os og drikke en øl og ryge en smøg når vi havde lyst.

Baren, vores øvelokale hvor vi havde alt vores grej stående fremme gennem alle årene var ikke bare et øvelokale det var et samlingssted!

Lørdag formiddag var der andagt og folk kom lige fra morgenen for at få en øl eller to og en god snak og hvis jeg skal være ærlig er det sket at den blev temmelig langt hen ad eftermiddagen før man kom derfra.