"Klavs Møller Andersen".
Min musikalske karriere startede omkring 1968 med indkøb af min første guitar.
Det var en ¾ Framus, pris 75kroner, indkøbt hos den lokale instrument og cykelhandler; nok den ringeste guitar jeg har haft!
Den blev på et tidspunkt ombygget til halvakustisk af en skole kammerat med teknisk snilde, Søren Sørensen, i øvrigt kom det aldrig til at du’!
De første 3-4 akkorder lærte jeg den efterfølgende vinter på aftenskole hos lærer Hald.
Talentet og fliden var beskeden, så resultatet blev som man kunne forvente.
I 1971 blev den første lidt bedre guitar indkøbt, en klassisk Santana, købt for 375kroner hos ”Musik Arne”, senere ”Musik Centret” i Hjørring, der på det tidspunkt havde en filial i Brønderslev.
Omkring 1973 kom der så en elektrisk guitar og transistor forstærker til, det var ikke noget særligt og jeg har for længst glemt fabrikatet, men jeg kan huske at de kunne larme og det kan mine forældre også. De blev ligeledes indkøbt hos Musik Arne for den nette sum af 1.100kroner.
Fra 73 til 75 var jeg på efterskole, vi sang meget men musik undervisning var der ingenting af, desværre.
Her mødte jeg Lars (Lasse) Honnore, som det lykkedes at lærer mig yderligere et par akkorder samt at spille rytmer!
I sommeren 74 havde jeg et ferie job på et lager hvor det jeg tjene så mange penge at jeg kunne købe mig en western guitar.
Det blev en Yamaha FG200, den kostede den nette sum af 1.100kroner, Musik Arne var villig til at tage Santanaen i bytte.
Jeg har den endnu. Jeg synes at den lyder godt, men den har en underlig tyk hals. Jeg har indbygget en Shadow P.U. der ikke lyder særligt godt.
Fra 1975 og frem til begyndelsen af 1990’erne blev det ikke til ret meget spillen, højest lidt lejrbål i ny og næ, der kom først gang i det da jeg begyndte at spille sammen med John og Karsten.
På et tidspunkt i 80’erne købte jeg en 12 strenget Suzuki western guitar af Per Møller, på det tidspunkt havde han forretning i Brønderslev. Om det er den eller min første Framus der er den ringeste guitar jeg har haft er svært at afgøre. Jeg gav 1.500kroner for den og solgte den i 2005 for 900kroner, jeg har stadig dårlig samvittighed, for den burde være endt på bålet.
Jeg må erkende at mit talent ikke rækker særligt langt, men det hjælper dog alligevel at øve sig.
Jeg bliver aldrig andet end middelmådig, men jeg synes selv at jeg bliver lidt bedre af den daglige øven, ikke timevis men lidt hver dag.
Til trods for det manglende talent har spilleriet givet mig rigtigt mange fornøjelige timer også selv om John ofte sagde at vi er ved at være for ”gamle”, er jeg sikker på at vi har mange fornøjelige stunder til gode.